Grundlæggende oplysninger og fakta om Surah Yusuf
- Surah (kapitel) nummer: 12
- Antal vers: 111
- Engelsk betydning: Opkaldt efter profeten Yousuf (Joseph)
Resumé af historien nævnt i Surah Yousuf
Surah Yusuf er det 12. kapitel i Koranen og er unik, idet den fokuserer på profeten Yusufs (Josefs) historie fra start til slut, hvilket gør den til en kontinuerligt fortalt historie i den hellige bog.
Surahen begynder med en drøm, hvor Yusuf , profeten Ya'qubs (Jakobs) ellevte søn, ser elleve stjerner, solen og månen kaste sig ned foran ham. Han deler denne drøm med sin far, som, i erkendelse af drømmens profetiske natur, råder Yusuf til ikke at nævne den for sine ti ældre brødre, da han frygter, at de kan konspirere imod ham af jalousi.
Som det viste sig, var Yusufs brødre allerede misundelige på deres fars tilsyneladende favorisering af Yusuf og hans yngre bror, Benyamin (Benjamin). De konspirerede for at slippe af med Yusuf, og under påskud af at tage ham med ud at lege, kastede de ham i en brønd og vendte hjem med hans skjorte plettet med falsk blod og fortalte deres far, at en ulv havde dræbt Yusuf.
I mellemtiden reddede en forbipasserende karavane Yusuf fra brønden og solgte ham som slave i Egypten til en højtstående embedsmand kendt som 'Aziz. Trods sine vanskeligheder voksede Yusuf op og blev en ung mand med ekstraordinær skønhed og visdom . 'Aziz' hustru blev forelsket i Yusuf og forsøgte at forføre ham. Yusuf, en dydig mand, afviste hendes tilnærmelser, hvilket resulterede i en række beskyldninger og retssager, der førte til hans fængsling.
I fængslet fik Yusufs ry for at fortolke drømme, at han fortolkede to medfangers drømme. En af dem blev senere befriet og udnævnt til mundskænk for kongen. Da kongen havde en foruroligende drøm, huskede mundskænken Yusuf og tilkaldte hans hjælp. Yusuf fortolkede kongens drøm til at forudsige syv års overflod efterfulgt af syv års hungersnød. Kongen var imponeret og beordrede Yusuf til at blive løsladt fra fængslet og udnævnte ham til sin øverste minister.
I årene med hungersnød kom Yusufs brødre til Egypten for at søge forsyninger og anerkendte ikke Yusuf. Yusuf gav dem deres proviant, men anmodede om, at de skulle bringe deres yngre bror Benyamin til ham som en betingelse for yderligere hjælp. Da de vendte tilbage med Benyamin, lagde Yusuf i hemmelighed en drikkekop i sin brors taske og anklagede ham derefter for tyveri. Under egyptisk lov var straffen for tyveri slaveri, hvilket gjorde det muligt for Yusuf at holde Benyamin hos sig.
Men da han så sine brødres sorg og deres villighed til at ofre sig selv for Benyamin, afslørede Yusuf sin sande identitet for sine brødre. Han tilgav dem deres tidligere handlinger og inviterede dem sammen med deres far til at bo hos ham i Egypten.
Surahen slutter med opfyldelsen af Yusufs første drøm. Hans brødre, far og mor bøjer sig for ham og anerkender hans høje rang, ikke kun som Egyptens Aziz, men også som en Guds profet. Surahen afsluttes med at minde læseren om Guds mystiske og vise veje , værdien af tålmodighed i mødet med prøvelser og belønningen for retfærdighed.
Surah Yusuf (Profeten Joseph) Arabisk og engelsk oversættelse
1. Alif-Lam-Ra. [Disse bogstaver er et af Koranens mirakler, og ingen andre end Allah (Alene) kender deres betydning].
Dette er versene fra Klar bog (Koranen, der tydeliggør de lovlige og ulovlige ting, juridiske love, en vejledning og en velsignelse).
2. Sandelig, Vi har sendt det ned som en arabisk Koran for at du kan forstå.
3. Vi fortæller dig (Muhammed) de bedste historier gennem Vores åbenbaringer til dig, fra denne Koran. Og før dette (dvs. før den Guddommelige Inspiration kom til dig) var du blandt dem, der intet vidste om den (Koranen).
4. (Husk), da Yusuf (Joseph) sagde til sin far: "O min far! Sandelig, jeg så (i en drøm) elleve stjerner og solen og månen, jeg så dem bøje sig for mig."
5. Han (faderen) sagde: "O min søn! Fortæl ikke dine brødre om dit syn, for at de ikke skal lægge en sammensværgelse imod dig. Sandelig! Satan er menneskets åbenlyse fjende!"
6. “Således vil din Herre udvælge dig og lære dig fortolkningen af drømme (og andre ting) og fuldende sin gunst over dig og over Ya'qubs (Jakobs) efterkommere, som han fuldendte det på dine fædre, Ibrahim (Abraham) ) og Ishaque (Isaac) tidligere! Sandelig, din Herre er alvidende, alvis."
7. Sandelig, i Yusuf (Joseph) og hans brødre var der Ayat (beviser, beviser, vers, lektioner, tegn, åbenbaringer osv.) for dem, der spørger.
8. Da de sagde: "Sandelig, Yusuf (Joseph) og hans bror (Benjamin) er elsket mere af vores far end os, men vi er 'Usbah (en stærk gruppe). Virkelig, vores far tager en ren fejl.
9. Dræb Josef, eller kast ham ud til et andet land, så at jeres fars gunst må blive givet til jer alene, og derefter vil I være retfærdige (ved at have til hensigt at omvende jer, før I begår synden).
10. En blandt dem sagde: "Dræb ikke Yusuf (Joseph), men hvis du skal gøre noget, så smid ham ned til bunden af en brønd, han vil blive samlet op af en karavane af rejsende."
11. De sagde: ”O vor far! Hvorfor stoler du ikke på os med Yusuf (Joseph), - når vi i sandhed er hans velbehag?
12. "Send ham med os i morgen for at hygge sig og lege, og sandelig vil vi tage os af ham."
13. Han [Ya'qub (Jacob)] sagde: "Virkelig, det gør mig ked af at du tager ham væk. Jeg frygter, at en ulv skal fortære ham, mens du er ligeglad med ham."
14. De sagde: "Hvis en ulv fortærer ham, mens vi er 'Usbah (en stærk gruppe) (for at beskytte ham), så er vi helt sikkert taberne."
Klik her for at downloade bogen: The Amazing Quran
15. Da de tog ham væk, blev de enige om at kaste ham ned på bunden af brønden, og Vi lod ham vide: "Sandelig, du skal (en dag) fortælle dem om deres sag, selvom de ikke ved det (dig)."
16. Og de kom til deres Fader tidligt paa Natten grædende.
17. De sagde: ”O vor far! Vi kørte kapløb med hinanden og efterlod Yusuf (Joseph) ved vores ejendele, og en ulv fortærede ham; men du vil aldrig tro os, selv når vi taler sandt.”
18. Og de bragte hans skjorte, der var plettet med falsk blod. Han sagde: "Nej, men I har selv opdigtet et skældsord. Derfor (for mig) er tålmodighed det mest passende. Og det er Allah (kun), hvis hjælp kan søges mod det, som I påstår."
19. Og der kom en Karavane af Rejsende; de sendte deres vandskuffe, og han lod sin spand ned (i brønden). Han sagde: "Hvilke gode nyheder! Her er en dreng." Så de gemte ham som handelsvare (en slave). Og Allah var den Alvidende om, hvad de gjorde.
20. Og de solgte ham for en lav pris, - for et par Dirhams (dvs. for et par sølvmønter). Og de var af dem, der anså ham for ubetydelig.
21. Og han (manden) fra Egypten, som købte ham, sagde til sin kone: "Gør hans ophold behageligt, måske vil han gavne os, eller vi vil adoptere ham som en søn." Således satte Vi Josef i landet, for at Vi kunne lære ham at tyde begivenhederne. Og Allah har fuld magt og kontrol over Hans anliggender, men de fleste mennesker ved det ikke.
22. Og da han [Yusuf (Joseph)] opnåede sin fulde manddom, gav Vi ham visdom og kundskab (Profetskabet), således belønner Vi Muhsinun (gørende af det gode – se V.2:112).
23. Og hun, i hvis hus han var, søgte at forføre ham (til at begå en ond handling), hun lukkede dørene og sagde: "Kom nu, O du!" Han sagde: "Jeg søger tilflugt hos Allah (eller Allah forbyde det)! Sandelig, han (din mand) er min herre! Han gjorde mit ophold behageligt! (Så jeg vil aldrig forråde ham). Sandelig, Zalimun (de uretfærdige og onde) vil aldrig få succes."
24. Og sandelig, hun begærede ham, og han ville have bøjet sig for hendes begær, hvis han ikke havde set sin Herres bevis. Således skete det, for at Vi kunne afvende ondt og ulovligt samleje fra ham . Sandelig, han var en af Vore udvalgte, vejledte slaver.
25. Så løb de med hinanden hen til døren, og hun rev hans skjorte bagfra. De fandt begge hendes herre (dvs. hendes mand) ved døren. Hun sagde: "Hvad er kompensationen (straffen) for ham, der havde til hensigt at have et ondt plan mod din kone, bortset fra at han blev sat i fængsel eller en smertefuld pine?"
26. Han [Yusuf (Joseph)] sagde: "Det var hende, der søgte at forføre mig," - og et vidne fra hendes husstand vidnede (og sagde): "Hvis det er, at hans skjorte er revet forfra, så fortællingen er sand, og han er en løgner!
27. "Men hvis det er, at hans skjorte er revet fra ryggen, så har hun fortalt en løgn, og han taler sandt!"
28. Så da han (hendes mand) så sin [(Yusufs (Joseph)] skjorte revet bagpå, sagde (hendes mand): "Sikkert, det er et komplot af jer kvinder! Sikkert mægtigt er jeres plot!
29. “O Josef! Vend dig væk fra dette! (O kvinde!) Bed om tilgivelse for din synd. Sandelig, du var en af de syndige.”
30. Og kvinder i byen sagde: "Al-'Aziz' hustru søger at forføre sin (slave) unge mand, ja, hun elsker ham voldsomt; vi ser hende i sandhed fejlagtigt.”
31. Så da hun hørte om deres anklage, sendte hun bud efter dem og beredte et gilde for dem; hun gav hver af dem en kniv (til at skære maden med), og hun sagde [(til Yusuf (Joseph)]: "Kom ud foran dem." Så, da de så ham, ophøjede de ham (over hans skønhed) og (i deres forbavselse) skar deres hænder. De sagde: "Hvor perfekt er Allah (eller Allah forbyde det)! Ingen mand er dette! Dette er ingen ringere end en ædel engel!"
32. Hun sagde: "Dette er ham (den unge mand), som du bebrejdede mig (for hans kærlighed), og jeg søgte at forføre ham, men han nægtede. Og hvis han nu nægter at adlyde min ordre, skal han bestemt kastes i fængsel og vil være en af dem, der er vanæret."
33. Han sagde: "O min Herre! Fængsel er mere efter min smag end det, de inviterer mig til. Medmindre Du afviser deres planer fra mig, vil jeg føle mig høflig mod dem og være en af de uvidende (af dem, der begår synd og fortjener at blive bebrejdet, eller af dem, der handler gerninger)."
34. Hans Herre besvarede hans bøn og vendte deres plan bort fra ham. Sandelig, Han er den Althørende, den Alvidende.
35. Så viste det sig for dem, efter at de havde set beviserne (for hans uskyld) at fængsle ham en tid.
36. Og der gik to unge Mænd ind i Fængslet med ham. En af dem sagde: "Sandelig, jeg så mig selv (i en drøm) presse vin." Den anden sagde: "Sandelig, jeg så mig selv (i en drøm) bære brød på mit hoved, og fugle spiste deraf." (De sagde): "Informer os om fortolkningen af dette. Sandelig, vi tror, at du er en af Muhsinun (gørerne af det gode – se V.2:112)."
37. Han sagde: "Ingen mad skal komme til jer (i vågenhed eller i drøm) som jeres forsyning, men jeg vil (i vågenhed) fortolke den, før den (maden) kommer. Dette er af det, som min Herre har lært mig. Sandelig, jeg har forladt religionen hos et folk, der ikke tror på Allah og er vantro på det hinsides (dvs. Kan'aniun i Egypten, som var polyteister og plejede at tilbede solen og andre falske guddomme)."
38. Og jeg har fulgt mine fædres religion – Ibrahim (Abraham), Isak (Isaac) og Jakob (Ya'qub), og vi kunne aldrig tilskrive nogen partnere overhovedet til Allah . Dette er fra Allahs nåde til os og menneskeheden , men de fleste mennesker takker ikke (dvs. de hverken tror på Allah eller tilbeder Ham).
39. “O to kammerater i fængslet! Er mange forskellige herrer (guder) bedre eller Allah, den ene, den uimodståelige?
40. I tilbeder ikke andre navne end Ham, som I har opfundet, jer og jeres fædre, for hvilke Allah ikke har nedsendt nogen myndighed. Budet (eller dommen) gælder kun Allah. Han har befalet, at I ikke skal tilbede andre end Ham (dvs. Hans monoteisme), det er den (sande) ligefremme religion, men de fleste mennesker ved det ikke.
41. “O to kammerater i fængslet! Hvad angår en af jer, han (som en tjener) vil hælde vin ud for sin herre (konge eller herre) at drikke; og hvad den anden angår, han skal korsfæstes, og fuglene skal æde af hans hoved. Sådan er den sag, som I begge har undersøgt om."
42. Og han sagde til den, som han vidste var frelst: "Nævn mig for din herre (dvs. din konge, for at få mig ud af fængslet)." Men Shaitan (Satan) fik ham til at glemme at nævne det for sin Herre [eller Satan fik [(Yusuf (Joseph)] til at glemme ihukommelsen af sin Herre (Allah) som at bede om Hans Hjælp, i stedet for andre] Så [Yusuf (Joseph)] blev i fængslet et par (flere) år.
43. Og kongen (af Ægypten) sagde: "Sandelig, jeg så (i en drøm) syv fede køer, som syv magre var ved at æde - og syv grønne aks og (syv) andre tørre. O notabiliteter! Forklar mig min drøm, hvis det er, at du kan tyde drømme."
44. De sagde: "Blandede falske drømme, og vi er ikke dygtige til at tyde drømme."
45. Så huskede den mand, der blev løsladt (en af de to, der sad i fængsel), nu til sidst og sagde: "Jeg vil fortælle dig dens fortolkning, så send mig ud."
46. (Han sagde): "O Josef , sandhedens mand ! Forklar os (drømmen) om syv fede køer, som syv magre fortærede, og om syv grønne kornaks og (syv) andre tørre, så jeg kan vende tilbage til folket, og så de kan vide det."
47. [(Yusuf (Joseph)] sagde: "I syv på hinanden følgende år skal du så som sædvanligt, og den (høsten), som du høster, skal du efterlade i ørene, (alt) - undtagen lidt af det, som du må spise .
48. "Så kommer der efter det, syv hårde (år), som skal fortære, hvad du i forvejen har lagt til dem, (alt) undtagen lidt af det, som du har vogtet (opbevaret).
49. "Derefter vil der komme et år, hvor folk vil få rigelig regn, og hvor de vil presse (vin og olie)."
50. Og kongen sagde: "Bring ham til mig." Men da budbringeren kom til ham, sagde [Yusuf (Joseph)]: "Vend tilbage til din herre og spørg ham: 'Hvad skete der med kvinderne, der skar deres hænder? Sikkert, min Herre (Allah) er velvidende om deres komplot."
51. (Kongen) sagde (til kvinderne): "Hvad var din sag, da du søgte at forføre Yusuf (Joseph)?" Kvinderne sagde: "Allah forbyde det! Intet ondt ved, at vi er imod ham!" Al-'Aziz' hustru sagde: "Nu er sandheden åbenbar (for alle), det var mig, der søgte at forføre ham, og han er bestemt af den sandfærdige."
52. [Så sagde Josef: "Jeg bad om denne undersøgelse] for at han (Al-'Aziz) kunne vide, at jeg ikke forrådte ham i hemmelighed. Og sandelig! Allah leder ikke forrædernes plan.
53. "Og jeg fritager mig ikke (fra skylden). Sandelig, selvet er tilbøjeligt til det onde, undtagen når min Herre skænker Sin Barmhjertighed (over hvem Han vil). Sandelig, min Herre er Tilgivende, Mest Barmhjertig."
54. Og kongen sagde: "Bring ham til mig, så jeg kan knytte ham til min person." Så, da han talte til ham, sagde han: "Sandelig, denne dag er du hos os højt i rang og fuld tillid."
55. [Yusuf (Joseph)] sagde: “Sæt mig over landets forrådshuse; Jeg vil i sandhed vogte dem med fuld viden” (som finansminister i Egypten, i stedet for Al-'Aziz, som var død på det tidspunkt).
56. Således gav Vi fuld autoritet til Yusuf (Joseph) i landet, til at tage det i besiddelse, som når eller hvor han vil. Vi skænker Vor Barmhjertighed, hvem Vi behager, og Vi sørger for, at Al-Muhsinuns belønning (de gode gørere – se V.2:112) ikke går tabt.
57. Og sandelig, belønningen i det hinsides er bedre for dem, der tror og plejede at frygte Allah og holde deres pligt over for Ham (ved at afholde sig fra alle slags synder og onde gerninger og ved at udføre alle slags retfærdige gode gerninger).
58. Og Yusufs (Joseph) brødre kom, og de gik ind til ham, og han genkendte dem, men de kendte ham ikke.
59. Og da han havde forsynet dem med forsyninger (efter deres behov), sagde han: "Bring mig din bror fra din far; (han mente Benjamin). Ser du ikke, at jeg giver fuldt mål, og at jeg er den bedste af værterne?
60. "Men hvis du ikke bringer ham til mig, skal der ikke være noget mål (korn) for dig hos mig, og du skal ikke komme i nærheden af mig."
61. De sagde: "Vi skal prøve at få tilladelse (til ham) fra hans far, og sandelig, vi skal gøre det."
62. Og [Yusuf (Joseph)] sagde til sine tjenere, at de skulle lægge deres penge (som de havde købt kornet med) i deres poser, så de kunne vide det, når de går tilbage til deres folk, for at de kunne komme tilbage .
63. Så da de vendte tilbage til deres far, sagde de: ”O vor far! Ikke mere kornmål skal vi få (medmindre vi tager vores bror). Så send vores bror med os, så skal vi få vores mål, og sandelig vil vi vogte ham."
64. Han sagde: "Kan jeg betro ham til dig, medmindre jeg har betroet hans bror [Yusuf (Joseph)] til dig i forvejen? Men Allah er den bedste til at vogte, og han er den mest barmhjertige af dem, der viser barmhjertighed."
65. Og da de åbnede deres poser, fandt de, at deres penge var blevet returneret til dem. De sagde: "O vor far! Hvad (mere) kan vi ønske os? Dette, vores penge er blevet returneret til os, så vi skal få (mere) mad til vores familie, og vi skal vogte vores bror og tilføje endnu et mål af en kamels last. Denne mængde er let (for kongen at give)."
66. Han [Ya'qub (Jakob)] sagde: "Jeg vil ikke sende ham med jer, før I sværger en højtidelig ed til mig i Allahs navn , at I vil bringe ham tilbage til mig, medmindre I selv er omringet (af fjender osv.)." Og da de havde svoret deres højtidelige ed, sagde han: "Allah er vidne over, hvad vi har sagt.
67. Og han sagde: "O, mine sønner! Gå ikke ind ad en port, men gå ind ad forskellige porte, og jeg kan slet ikke hjælpe dig mod Allah. Sandelig! Beslutningen ligger kun hos Allah. På ham sætter jeg min lid og lader alle dem, der stoler på, sætte deres lid til ham."
68. Og da de gik ind efter deres fars råd, hjalp det dem ikke det mindste imod (Allahs) Vilje, det var kun et behov for Ya'qubs (Jacob) indre, som han udløste. Og sandelig, han var udstyret med kundskab, fordi Vi havde undervist ham, men de fleste mennesker ved det ikke.
69. Og da de gik ind foran Yusuf (Joseph), overtrådte han sin bror (Benjamin) til sig selv og sagde: "Sandelig! Jeg er din bror, så bedrøv ikke over det, de plejede at gøre."
70. Så da han havde forsynet dem med deres proviant, lagde han den (gyldne) skål i sin broders taske, da råbte en råb: ”O du (i) karavanen! Sikkert, I er tyve!"
71. De vendte sig mod dem og sagde: "Hvad er det, du har savnet?"
72. De sagde: "Vi har savnet kongens (gyldne) skål, og for ham, der fremstiller den, er (belønningen af) en kamellast; Jeg vil være bundet af det."
73. De sagde: "Ved Allah! I ved, at vi ikke er kommet for at gøre fortræd i landet, og vi er ingen tyve!"
74. De [Yusufs (Joseph) mænd] sagde: "Hvad skal straffen så være for ham, hvis du er (vist at være) løgnere."
75. De [Yusufs (Joseph) brødre] sagde: "Straffen skulle være, at han, i hvis taske det findes, skal holdes for straffen (for forbrydelsen). Derfor straffer vi Zalimun (forkerte, osv.)!"
76. Så begyndte han [Yusuf (Josef)] (at ransage) deres tasker før sin brors taske. Så tog han den ud af sin brors taske. Således planlagde Vi for Yusuf (Josef). Han kunne ikke tage sin bror efter kongens lov (som slave), medmindre Allah ville det. (Så Allah lod brødrene binde sig selv med deres måde at "strafe, dvs. slavebinde en tyv.") Vi ophøjer, hvem Vi vil, men over alle dem, der er udstyret med viden, er den Alvidende (Allah).
77. De [(Yusufs (Josefs) brødre] sagde: "Hvis han stjæler, var der en bror til ham [Yusuf (Josef)], som stjal før (ham)." Men Yusuf (Josef) holdt disse ting for sig selv og afslørede dem ikke. Han sagde (inden for sig selv): "I er i værste fald, og Allah ved bedst sandheden om det, I påstår!
78. De sagde: "O hersker over landet! Sandelig, han har en gammel far (som vil sørge over ham); så tag en af os i hans sted. Vi tror faktisk, at du er en af Muhsinun (godgørende – se V.2:112)."
79. Han sagde: "Allah forbyde, at vi tager nogen anden end ham, som vi fandt vores ejendom hos. Faktisk (hvis vi gjorde det), burde vi være Zalimun (forkerte)."
80. Da de fortvivlede over ham, holdt de et møde i fred. Den ældste blandt dem sagde: "Ved I ikke, at jeres far aflagde en ed fra jer i Allahs navn , og at I før dette forsømte jeres pligt over for Josef? Derfor vil jeg ikke forlade dette land, før min far tillader mig det, eller Allah afgør min sag (ved at løslade Benjamin), og Han er den bedste af dommerne."
81. “Vend tilbage til din far og sig: ’O vor far! Sandelig, din søn (Benjamin) har stjålet, og vi vidner kun efter hvad vi ved, og vi kunne ikke kende det usete!
82. "Og spørg (befolkningen i) byen, hvor vi har været, og karavanen, hvor vi vendte tilbage, og vi taler sandelig."
83. Han [Jakob] sagde: "Nej, men I har selv narret jer til noget. Derfor er tålmodighed det bedste (for mig). Måske vil Allah bringe dem alle (tilbage) til mig. Sandelig, Han! Kun Han er Alvidende, Alvis."
84. Og han vendte sig bort fra dem og sagde: "Ak, min sorg over Yusuf (Joseph)!" Og han mistede synet på grund af den sorg, han undertrykte.
85. De sagde: "Ved Allah! Du vil aldrig ophøre med at huske Josef, indtil du bliver svag i alderdommen , eller indtil du er af de døde."
86. Han sagde: "Jeg klager kun over min sorg og sorg til Allah, og jeg ved fra Allah, hvad I ikke ved."
87. "O mine sønner! Gå og spørg om Josef og hans bror, og opgiv aldrig håbet om Allahs barmhjertighed . Sandelig, ingen fortvivler over Allahs barmhjertighed , undtagen de vantro."
88. Da de kom ind til ham [Yusuf (Josef)], sagde de: "O landets hersker! En hård tid har ramt os og vores familie, og vi har kun medbragt ringe kapital. Betal os derfor det fulde beløb og vær os barmhjertig. Sandelig, Allah belønner de barmhjertige."
89. Han sagde: "Ved du, hvad du gjorde med Yusuf (Joseph) og hans bror, da du var uvidende?"
90. De sagde: "Er du virkelig Josef?" Han sagde: "Jeg er Josef, og dette er min bror (Benjamin). Allah har sandelig været os nådig. Sandelig, den, der frygter Allah med lydighed mod Ham (ved at afholde sig fra synder og onde gerninger og ved at udføre retfærdige gode gerninger) og er tålmodig, så lader Allah sandelig ikke de godes (Muhsinuns) belønning gå tabt."
91. De sagde: "Ved Allah! Sandelig, Allah har foretrukket dig frem for os, og vi har bestemt været syndere."
92. Han sagde: "Ingen bebrejdelse over jer i dag! Må Allah tilgive jer! Han er den mest barmhjertige af dem, der viser barmhjertighed!
93. "Gå med denne min skjorte og kast den over min fars ansigt, han vil blive klarsynet og bringe hele din familie til mig."
94. Og da karavanen drog afsted, sagde deres far: "Jeg kan sandelig mærke lugten af Josef, hvis du blot ikke anser mig for at være en tåbe (en person, der er svag i sindet på grund af alderdom)."
95. De sagde: "Ved Allah! Bestemt, du er i din gamle fejl."
Klik her for at downloade bogen: The Amazing Quran
96. Da budbringeren af det glade budskab ankom, kastede han den (skjorten) over sit ansigt og blev klarsynet. Han sagde: "Sagde jeg ikke til jer: 'Jeg ved fra Allah, hvad I ikke ved.'"
97. De sagde: “O vor fader! Bed om tilgivelse (fra Allah) for vores synder, sandelig har vi været syndere.
98. Han sagde: "Jeg vil bede min Herre om tilgivelse for dig, sandelig Han! Kun Han er den Ofte Tilgivende, den Mest Barmhjertige."
99. Så, da de gik ind til Yusuf (Joseph), overtrådte han sine forældre til sig selv og sagde: "Gå ind i Egypten, hvis Allah vil, i sikkerhed."
100. Og han ophøjede sine forældre til tronen, og de faldt ned for ham i dyb udstrækning. Og han sagde: "O min fader! Dette er tydningen af min drøm fra fordums tid! Min Herre har gjort den til virkelighed! Han var sandelig god mod mig, da Han førte mig ud af fængslet og bragte jer (alle her) ud af beduinlivet, efter at Satan havde sået fjendskab mellem mig og mine brødre. Sandelig, min Herre er den mest høflige og venlige, mod hvem Han vil. Sandelig Han! Kun Han er den alvidende, den alvise.
101. "Min Herre! Du har sandelig skænket mig magten og lært mig drømmetydningen; du (den eneste) Skaber af himlen og jorden ! Du er min beskytter (hjælper, støtte, vogter osv.) i denne verden og i det hinsides, lad mig dø som muslim (den, der underkaster sig Din vilje), og foren mig med de retfærdige."
102. Dette er nyheden om Ghaib (usynlig), som Vi afslører ved inspiration til dig (O Muhammed). Du var ikke (til stede) sammen med dem, da de arrangerede deres plan sammen, og (også mens) de planlagde.
103. Og det meste af menneskeheden vil ikke tro, selvom du begærer det.
104. Og ingen belønning beder du (O Muhammad) af dem (dem, der fornægter dit profetskab) for det, det (Koranen) er intet mindre end en påmindelse og et råd til 'Alamin'en (mænd og jinner).
105. Og hvor mange tegn i himlene og på jorden forbigår de ikke, mens de er imod dem.
106. Og de fleste af dem tror ikke på Allah, bortset fra at de tilskriver Ham partnere [dvs. de er Mushrikun - polyteister - se vers 6:121].
107. Føler de sig da sikre mod, at Allahs pinefulde slør kommer imod dem , eller mod, at den (sidste) time kommer imod dem pludselig, uden at de er klar over det?
108. Sig (O Muhammed): "Dette er min vej; jeg inviterer til Allah (dvs. til Allahs enhed - islamisk monoteisme ) med sikker viden, jeg og enhver, der følger mig (skal også invitere andre til Allah, dvs. til Allahs enhed - islamisk monoteisme) med sikker viden. Og lovprist være Allah (fremfor alt, hvad de forbinder som partnere med Ham). Og jeg er ikke af Mushrikun (polyteister, hedninger, afgudsdyrkere og vantro på Allahs enhed; dem, der tilbeder andre sammen med Allah eller sætter rivaler eller partnere til Allah)."
109. Og Vi sendte ikke før jer (som sendebud) andre end mænd, som Vi inspirerede blandt folket i byerne. Har de ikke rejst gennem jorden og set, hvad enden blev for dem, der var før dem? Og sandelig, det hinsides er det bedste hjem for dem, der frygter Allah og adlyder Ham (ved at afholde sig fra synder og onde gerninger og ved at udføre retfærdige gode gerninger). Forstår I da ikke?
110. (De blev udsat) indtil, da Sendebudene opgav Haabet og troede, at de vare nægtet (af deres Folk), da kom Vor Hjælp til dem, og hvem Vi vilde blev udfriet. Og Vores straf kan ikke afværges fra de mennesker, der er Mujrimun (kriminelle, ulydige mod Allah, syndere, vantro, polyteister).
111. Sandelig er der i deres historier en lektie for forstandige mænd. Den (Koranen) er ikke en forfalsket udtalelse, men en bekræftelse af Allahs eksisterende bøger [Taurat (Toraen), Injeel (Evangeliet) og andre af Allahs skrifter] og en detaljeret forklaring af alt og en vejledning og en nåde for de troende.
Tilbage til siderne om Koranen , Islam eller Koranens Surah
